DI takketale

Cecilie er Årets Lærling: "Jeg blev set som en ligeværdig kollega"

I dag bliver DI Roskilde/Køge Bugts Lærlingepris 2021 meget fortjent tildelt Cecilie Lindkvist Nielsen.
Hun mener selv, at det, der gav hende modet til at kaste sig ud i nye udfordringer, var, at hun altid blev set som en ligeværdig kollega under hele sin elevtid.

Det var en ung, lidt genert, nybagt mor, der trådte ind ad døren i oktober 2018 som ny økonomielev i Lyreco Danmark. Men Cecilie Lindkvist Nielsen voksede hurtigt både personligt og fagligt i sin nye rolle, og i dag fremhæver hun selv en arbejdskultur med et fladt hierarki som en af de største styrker ved sin tidligere læreplads.

”Hos Lyreco blev jeg behandlet som en ligeværdig kollega i stedet for ’bare en elev’. Vi var alle en del af teamet, og jeg blev spurgt til råds og hørt. Det kunne jeg rigtig godt lide”, forklarer Cecilie Lindkvist Nielsen, som i løbet af sin elevtid prøvede kræfter med forskellige afdelinger i Finans.

Lærlingepris 2021 - Pressefoto.jpg

På billedet ses Tomas Breddam, borgmester i Roskilde kommune (tv.), Michael Baun Christensen, Managing Director i Lyreco Scandinavia (tv.), Cecilie Lindkvist Nielsen, årets lærling i Roskilde/Køge Bugt (mf.), Christoffer Wriedt, Chief Accountant i Lyreco Scandinavia (mf.),  Keld G. Nielsen, Næstformand i DI Roskilde/Køgebugts (th.). 

Ansvar og tiltro gav mod

DI Roskilde/Køge Bugts Lærlingepris uddeles hvert år til en elev eller lærling, som i ekstraordinær grad har udmærket sig fagligt og kollegialt. Cecilie Lindkvist Nielsen var den naturlige vinder i 2021 af flere årsager.

”Cecilie er et fantastisk godt eksempel på, at man som person virkelig kan voksne med opgaven, når man får tildelt ansvar og selv klør på med energi og entusiasme. Vi har brug for lærlinge, der tør kaste sig ud i nye udfordringer, og som samtidig selv tager ansvar for egen læring”, udtaler formand for DI Roskilde/Køge Bugt, Jeanet Løgsted.

Cecilie Lindkvist Nielsen uddyber, at det netop var det store ansvar og tiltro fra ledelsens og kollegaernes side, der fik hende til at stole på sig selv og turde at stå på egne ben. Hun følte altid, at der var et sikkerhedsnet til at gribe hende, hvis der skulle opstå fejl, og det gav ro i maven.

”Jeg fik tildelt ansvar fra dag 1, og holdningen var, at hvis der skete fejl, så var det ikke jordens undergang. For fejl kan rettes igen. På den måde har jeg altid følt mig hørt, og jeg har vidst, at der blev stolet på mig”, forklarer Årets Lærling 2021.

DI prisen

En nytænkende teamplayer

Hos Lyreco Danmark satte kollegaer såvel som ledelse stor pris på Cecilie Lindkvist Nielsens kvaliteter, og det blev især værdsat, hvordan hun stillede konstruktive spørgsmål og aldrig var bleg for at optimere arbejdsprocesser, når det kunne lade sig gøre.

”Cecilie er uden tvivl en teamplayer, der udviser stor arbejdsomhed, og hun har tilmed bidraget til udviklingen af nye arbejdsmetoder, som vi stadig anvender den dag i dag”, fortæller Christoffer Bleis Wriedt, Cheif Accountant i Lyreco Danmark.

Cecilie Lindkvist Nielsens læretid hos Lyreco sluttede i september 2020, og hun er netop nu på barsel med sit andet barn. Men hun glæder sig til at skulle i gang med sin karriere i slutningen af november og kunne godt se sig selv komme tilbage til sin gamle læreplads.

”Jeg vil meget gerne tilbage til Lyreco, det er da et drømmescenarie”, slutter Cecilie Lindkvist Nielsen.

Portræt af cecilie

Jeg fik tildelt ansvar fra dag et, og holdningen var, at hvis der skete fejl, så var det ikke jordens undergang.
For fejl kan rettes igen. På den måde har jeg altid følt mig hørt, og jeg har vidst, at der blev stolet på mig

Cecilie Lindkvist Nielsen
Årets elev 2021

Fakta om lærlingeprisen

DI Roskilde/Køge Bugts Lærlingepris uddeles hvert år til en elev eller lærling, som i ekstraordinær grad har udmærket sig fagligt og kollegialt.

Årets vinder er fundet blandt lærlinge på DI’s mere end 786 medlemsvirksomheder i DI Roskilde/Køge Bugt.

Lyreco har tradition for at tage et stort ansvar for at uddanne fremtidens faglærte. Således er der i dag ansat 5 elever, der fungerer som en integreret del af hele virksomhedens organisation og kultur